Vi hører mere og mere om børn, unge, voksne og ældre der mistrives og har stress eller angstsymptomer.

Vi hører også om flere og flere relationsarbejdere som pædagoger, lærere, læger og sygeplejersker der går ned med stress.

Hvorfor er der så mange der i vores moderne samfund mistrives?

Måske har vi skabt et samfund som vores gamle primitive hjerne slet ikke trives i?

Jo mere jeg arbejder med mennesker jo mere komplekst og alligevel simpelt oplever jeg de menneskelige systemer.

Vores hjerne er slet ikke gearet til det tempo og det informationsoverload vi dagligt oplever.

Vores hjerne reagerer på signaler om tryghed og trusler. Det er ret simpelt!

Signaler om trusler sætter os i beredskab og skaber en stressreaktion, hvilket er hensigtsmæssigt, hvis det sker ind i mellem og kortvarigt. Det bliver skadeligt hvis vi oplever utryghed dagligt og er i konstant alarmberedskab.

Signaler om tryghed skaber ro, men også udvikling. Når vi oplever tryghed har vi overskud til at være nysgerrige, opsøgende, udforskende, sociale og reflekterende.

Jeg oplever at tryghed er en overset nøgle til udvikling. Top down tilgang med fokus på den kognitive hjerne og kognitive strategier har været populær i mange år. Formålet har været at ændre adfærd ved at ændre fokus og adfærdsmønstre. For nogle har det virket. For andre har det gjort mere skade end gavn og i værste fald lært personen at undertrykke sunde og naturlige reaktioner fra krop og nervesystem. I dag er der heldigvis en voksende interesse for Bottom up tilgangen hvor fokus er på krop, sanser og den primitive del af hjernen. Der opleves også en stigende interesse for vagus nervens betydning for reguleringen af vores autonome nervesystem.

For nogle børn starter mistrivslen meget tidligt- måske endda allerede i foster tilværelsen. Der er flere forskere der påpeger, at fosteret kan sanse moderens humør og sindsstemning.

Denne evne til at sanse andres humør og stemninger har vi også når vi bliver født. Den er vigtig for vores overlevelse. Det er en ældgammel sansning som involverer vagusnerven og vores organer. Denne sansning har også betydning for vores evne til at indgå i sociale sammenhænge og danne relationer. Stephen Porges, som er ophavsmand til den polyvagale teori, kalder denne evne til at opfange tryghed og trusler og reagere på det for neuroception.

“There is no such thing as a ‘bad’ response; there are only adaptive responses” siger han

Altså: Der findes ikke nogen ‘dårlig’ respons; der findes kun adaptive(tilpasnnings/overlevelses) reaktioner.”

I Pocket Guide to the Polyvagal Theory: The Transformative Power of Feeling Safe forklarer Stephen W. Porges , at mennesker, der har oplevet alvorlige overgreb og traumer,  ofte svært ved at forklare deres oplevelser og reaktioner fordi klinikere, venner og familie ofte ikke har forstået konceptet om vores immobiliseringsforsvar. Dette forsvar kan være aktivt i ved selve traumet men kan også ”blive hængende”.

Vi har en tendens til at fokusere på mennesker med udadreagerende og aggressiv adfærd- altså dem, der er i kamp- flugt. Derimod kan vi overse dem der er i den mere nedlukkede tilstand, dem der har depressive træk, eller måske bare har svært ved at tage initiativ, bede om hjælp, sætte grænser og sige fra. Måske kan de endda opleve victim blaming som ”du kunne jo bare have sagt fra!” Men det er vigtigt at forstå, hvad der egentlig er på spil og at ”Frys” adfærden kan have mange ansigter.

Faktisk findes der endnu en overlevelsesadfærd som er endnu lettere at overse. På engelsk kaldes den Fawning, som bedst oversættes til tilpasning. Denne adfærd kommer bl.a til udtryk ved at tilpasse sig andres behov og derved negliciere sine egne. De er nemme at overse fordi de er mestre i at spotte andres behov og opfylde dem, de er ofte søde og omsorgsfulde, men har en underliggende angst og utryghed for ikke at være gode nok. Disse mennesker har ligeså meget brug for at opleve tryghed som dem der udtrykker sig mere aggressivt.

Mennesker er tilpasningsdygtige og vil tilpasse deres adfærd efter situationen og hvad de instinktivt vurderer, der skal til for at overleve eller bevare sin sikkerhed. Nogle gange hænger vores nervesystem fast i overlevelsesadfærden, selvom den forhindrer os i at opleve det vi virkelig længes efter- nemlig nærvær, tryghed og tillid.

Adfærd som vrede, agression, manglende initiativ, selvkritik, bekymring, frygt, angst, depression er måske bare en passende reaktion på det, personen har været igennem. En strategi for at overleve.

Derfor er det ekstra vigtigt at vi tænker TRYGHED når vi møder mennesker der hænger fast i overlevelsesadfærd. Hvad skal der til for at dette menneske oplever små glimt af tryghed?

Ofte møder vi disse mennesker med spørgsmål, krav, handleplaner og mestringsstrategier. Alt sammen noget der involverer den kognitive hjerne- men ikke har fokus på nervesystemet og den primitive hjerne. Når man er i overlevelsesmode er der ikke kontakt til frontallapperne. Yderligere krav virker som en trussel og kan skrue op for adfærden, det vil sige udløse agression hvis man er i kamp flugt og presse en der er i frys tilstand endnu mere, så vedkommende lukker mere ned eller måske endda besvimer.

Derfor handler det om at sende signaler om tryghed til personen. Det gør vi bedst gennem krop og sanser, da signalerne vil blive sendt til den primitive hjerne. Hvad der signalerer tryghed er individuelt for den enkelte. For nogle vil det være fast berøring, for andre en blid stemme, musik, en duft eller noget helt andet. Ofte glemmer vi krop og sanser i behandling og rehabilitering. Det er vi simpelthen nødt til at ændre på. Vi er nødt til at møde personen med tryghedssignaler til krop og sanser.

Måske er vores misforståelse af vigtigheden af tryghed baseret på en antagelse om, at vi tror, ​​vi ved, hvad tryghed betyder. Denne antagelse skal udfordres, fordi der kan være en uoverensstemmelse mellem de ord, vi bruger til at beskrive tryghed, og vores kropslige følelse af tryghed”

― Stephen W. Porges, Pocket Guide to the Polyvagal Theory: The Transformative Power of Feeling Safe

Nervesystemer smitter. Det kræver et roligt nervesystem at bringe et andet nervesystem i ro.

Det handler ikke kun om ord, men i høj grad om kropssprog, stemmeleje og tonefald. Prøv at tænke på hvor let du kan tyde en persons humør på en video hvor lyden er fjernet.

At hjælpe andre der er i affekt kræver at vi kan holde os selv i ro og sende beroligende signaler i stedet for konfliktoptrappende signaler.

“Kun når vi er i en rolig fysiologisk tilstand, kan vi formidle tegn på sikkerhed til en anden.”

― Stephen W. Porges, Pocket Guide to the Polyvagal Theory: The Transformative Power of Feeling Safe

Det er krævende holde sig selv i ro når man står overfor mennesker i affekt. Fordi du hele tiden skal overrule dine naturlige instinkter der råber: KÆMP eller FLYGT eller FRYS! For at holde dig selv i ro kræver det at du træner det Deb Dana kalder ventrale ankre. Det er minder, fysiske handlinger som bevægelse eller vejrtrækning eller lignende som virker beroligende på dig. Ofte er vejrtrækning et rigtigt godt ventralt anker. Det skal trænes dagligt og du skal træne det når du føler dig tryg og har ro, glæde og overskud. På den måde kobler din hjerne øvelsen med følelsen af tryghed.

Efter en overvældende oplevelse er det ligeledes vigtigt at genetablere roen og trygheden. Måske har du brug for at tale om oplevelsen, skrive om den eller komme ud og bevæge dig.

“For at skifte effektivt fra forsvarsstrategier til socialt engagementsstrategi skal nervesystemet gøre to ting: (1) vurdere risiko, og (2) hvis miljøet ser sikkert ud, hæmme de primitive defensive reaktioner på kamp, ​​flugt eller fryse.

Stephen W. Porges, The Polyvagal Theory: Neurophysiological Foundations of Emotions, Attachment, Communication, and Self-regulation

Det er noget der skal trænes. Det kræver at vi møder hinanden med signaler om tryghed. Det kræver at vi tør være autentiske og sansende og rumme de følelser vi sanser hos os selv og andre. Vi er nødt til at være opmærksomme på dette og skabe grobund for tryghed og udvikling

Den Polyvagale teori tvinger os til at stille spørgsmålstegn ved, om vores samfund giver tilstrækkelige og passende muligheder for at opleve trygge omgivelser og tillidsfulde relationer.”

― Stephen W. Porges, Pocket Guide to the Polyvagal Theory: The Transformative Power of Feeling Safe

Tanker fra Cammilla Noomi Mohr, fysioterapeut

Hvis du vil lære mere om den Polyvagale teori og vagus nerven – så tjek mine kurser her:

Vagus nerven i praksis ( grundkursus) 

Balance i  nervesystemet via stimulering af vagus nerven  ( fortsætterkursus ) 

Du kan få min gratis E-bog om Vagus Nerven

Du skal blot tilmelde dig mit nyhedsbrev. Du kan tilmelde dig direkte HER